—

  Aleksandr Skidan (Uddrag af)  Det store glas                                                                til Yuri Lederman og lad den være med mig kærligheden som går i hjertet under forestillingen om mødestedet på Café Sertra maniernes verden er tør tomgangsraslen i videnskabernes haver løsn hans tænder formild min mund flyt dig når jeg løfter min arm prøver jeg som oftest ikke at løfte den som om en skjult kraft er kommet ind i huset bruden klædt nøgen af sine ungkarle Skt. Katrine af Siena “Jeg elsker dig” — logiske udsagn kan hverken bevises eller gendrives af erfaring * der findes sprog der findes mening i talen pragmatik syntaks demonstrative pronominer kongruens udtale ingen ord er bedre end andre <citatet er en måde at forstyrre konteksten> tusindårsrige   lad det styrte teknokratiske karakteristika operativ tid dette æble er rødt som svar sagde han lidt til * revolutionens skrevne projekt en side ædt af orm den fjerde statsmagt bleg hest sort figur på sort j

bjørnekloen triller i march nedad, bakkedraget igennem ruintomterne. regnen står stille i græsset, de små sten ligger — nærmest ikke stille — imellem mælkebøtterne. derovre har man bygget et skur ovenpå skuret. rødlilla skeletter foran i ukrudtets takkede blade defilerer af sted på stedet, himlen himler lærredhvidt i bestemt ental, fuglene er der kun lyd ud af, og en skovl ligger stadig i bryggerset og sover til middag, jeg vågner sådan, som mosset på stengær- det flimrer i øjnene grønne: birketræet tyndt og i skærmydsel mod kompositionen, omgivet   af en pubesfrisure i kraftigt siv, mælkebøttestænglerne, et tingel tangel med rumskibshoveder og bøjede nakker, et spindel af vitret dynd i forsigtig potens og et hold andre blomster, en smule fortrængt, væk fra græsset, her er fodkoldt og havestolene er i knæ, fejebakken står og er — et samlesæt til våbenskjold på den støvede opsats i et hjørne af køkkenet, hvor døren åbner indad ud mod det fri, der sidder et vindue for hvert et vindue, en