volta! volta! volta!

bjørnekloen triller i march nedad,
bakkedraget igennem ruintomterne.
regnen står stille i græsset, de små

sten ligger — nærmest ikke stille —

imellem mælkebøtterne. derovre

har man bygget et skur ovenpå

skuret. rødlilla skeletter foran i

ukrudtets takkede blade defilerer

af sted på stedet, himlen himler

lærredhvidt i bestemt ental,

fuglene er der kun lyd ud af, og

en skovl ligger stadig i bryggerset

og sover til middag, jeg vågner

sådan, som mosset på stengær-

det flimrer i øjnene grønne:

birketræet tyndt og i skærmydsel

mod kompositionen, omgivet 

af en pubesfrisure i kraftigt siv,

mælkebøttestænglerne, et tingel

tangel med rumskibshoveder og

bøjede nakker, et spindel af vitret

dynd i forsigtig potens og et hold

andre blomster, en smule fortrængt,

væk fra græsset, her er fodkoldt

og havestolene er i knæ, fejebakken

står og er — et samlesæt til våbenskjold

på den støvede opsats i et hjørne af

køkkenet, hvor døren åbner indad

ud mod det fri, der sidder et vindue

for hvert et vindue, en buffer af grus,

der siger: som velcro, der skilles

ved et hop, et lys, der tændes ved

at kastes, et tag, der letter en

forårsdag, fordi nogen havde regnet

forkert et sted. håndtaget ud til gangen

adlyder ved et skub opad, naturen,

i vores sind, der er en smagfuld

bund af lakrids, en kurvfuld birkebark.

trøsket træ som kultegnet med

en våd hånd, vi konstituerer dagen i fin-

børstet støvregn, en slyngplante, 

der gror ned i jorden, en sokkel som

jorden her hviler på, mens den om-

placeres i ikkerimede vers, lys-

gennemstrømninger, der ikke når

helt ud til kanten af træerne, der 

danner moiré, en pude i en pude inde

i en pude, der modsætter sig søvnen

altid bare fordi at, og nu går for-

årsfrakken ud i bedene, min ven, dit

røde hår, dypper næbet i luften, klirrer

højlydt, og duggen, synes jeg, når du

spiser med bestikket nede i teksten, 

det blev sent i går inden forsvindingen

— tegner ansigter oven i ansigter —

visker dem ud halvandet ad gangen fra

en ridset tavle. vipper gyngestolen 

på stengulvet med strakt vrist, mens el-

kedlen pisker i kalken. området her er

gennemskudt af genveje. tør pot, te

kartoffelvåd tobak i en pose. brænde-

nælderne gør i bedene, de fine udskud, se

nu solen falde på den sten … brænde-

nælderne gør sig til i koppen, ild, der

på en måde som på kragetæer findes, og

nu igen kommer katten helt electric op til

døren, den brummer på mit skød: vi vil 

gerne ha lidenskaben døbt, men det er ret

besværligt. vi spiser skvalderkål, smager på

reduktionen til trevler, ilden igen besnakker

— pejsens rude med en tunge, som lige er 

vågnet, og skjorten går åbentstående igen

som et flag derude, den rudekuvert i 

de fugtmugne biblioteker, og en lys hoste

løber over månen, dagen derpå på

de knoklede dugtæpper, en knoglet hånd

frem over solnedgangen … en kugle-

pensblå plet der, hvor skjorten bøjer indad, 

som fór i omløb som det første som 

pupiller som nætternes læk ud i 

dagene, der fylder alting ud, til kun 

lysene står tilbage: den måne, som før 

tog sig  diskret ud, men nu er fuldt  

fremme fra lammeskytæppet, som i går 

fodbolden, der lå nede i det sorte vand 

set fra broen i sit sprukne læder, sharing 

the moon, sharing the moon, sharing 

the moon — hørte jeg dig lige synge højt 

for dig selv på vej forbi mig ude i højlandet,

hvor vi højt for hinanden ville aflære os
                                              — punktummet.