*
Døren fløj op, og vinduet smækkede i. Stueplantens blade hvislede i brisen, og solen spillede i dem. Vinduet fløj op, og døren smækkede i, og en bog væltede ned fra hylden, så glasset med vand i, det væltede ned på gulvet. Og bogen fulgte glasset ned på gulvet. På gulvet lå bogen åben. Indtil den smækkede i, og døren fløj op. Solen bragede ind. Den var læderindbunden. Vinduet smækkede i og fløj op, og døren smækkede i. Vandet flød langsomt over gulvet, og solen spejlede sig i den krybende pøl over sildebensparkettet. Planten groede i karmen, mens solen spillede i bladene, men da flød en sky ind over solen, men forsvandt igen, og planten var i mellemtiden blevet enorm, og vinduet smækkede i. Af knækkede en stængel, da vinduet smækkede i og siden fløj op igen, og såret væskede. Vandet havde samlet sig i en rund pyt og lå på gulvet, og i både det væskende sår og pytten, som den krybende pøl havde samlet sig til, skinnede solen. Før fløj solen op på himlen, men nu smækkede den i, og vinduet smækkede i, og døren tøvede svævende over sin tærskel. Ind under den halvåbne dør fremstammedes en vind, som fra et barn, der lærer bogstavet P og skal puste stearinlys ud for at lære det, fra et klaprende vindue andetsteds, og endnu en bog faldt ned fra hylden og landede på det fugtige gulv, hvorfra pølen var krøbet. Stueplanten blomstrede og tabte så sine blade, som havde den hængt længe i loftet, og solen stødte imod bladene, men truttede i blomsterne, og døren stod på vid gab. Så smækkede den i. Og den afknækkede stængel groede på kanten af radiatoren og op i luften og ud over det hele, og over det hele væskede den, og det, der væskede, glinsede, og solen nistrede formelig i den klæge lim. Radiatoren peb, og det hvislede endnu fra vinduet, mens solen stod ind og passede på ikke at røre ved noget, men alligevel fordampede pytten. Der var en drivhusagtig stemning i stuen. Den anden bog lå endnu åben, og den hakkende vind bladrede i den med en spytvåd lillefinger. Indimellem føg siderne den anden vej, til vinduet atter smækkede i, og der kun var den ene vind, den fra døren. Og derpå lukkede også døren i, men forsigtigt i, som slukkedes et stearinlys med førnævnte finger. Uden for stod en mand og kiggede ind. Han havde hat på og brun frakke. Han har været mindst to meter høj, men han gik videre igen, og på vinduet sad hans fingeraftryk tilbage, hvorigennem solen skinnede. Vinduet fløj op, og ind fløj en tændt tændstik. Tændstikken gik ud, og ind fløj endnu ti, men også de slukkedes. Radiatoren peb, og solen var efterhånden gået ned. Der stod allerede igen den mand, og han stod og hældte ild på stuen. Han var arrig. Stænglen voksede, og stuen gungrede. Stænglen var stor, bristeklar som en tønde tungt vand. Den bugnede. Og solen famlede sig frem, satte sine tænder i alt. Det var med andre ord et spørgsmål om tid. Og hvad siden hændte.
Den næste dag var der en stor ceremoni. En læge med butterfly havde ansvaret for en sort boks med en ventil. Ventilen var åben. Lægen pustede i et horn og bad publikum om at være stille. Efter et stykke tid kom en ung pige ind. Hun var faret vild på vej til ceremonien, sagde hun. Efter megen spænding og viften med kameraer blev hun ledsaget til scenen, og hun blev trukket ind i kassen af en mand i jakkesæt. Så begyndte hun at skrige og trampe på kassen, og publikum så hjælpeløst på hende, mens hun trak den anden pige i kassen ud. Den første pige skreg. Hun kastede sine arme om pigen i kassen, og ilden brændte hendes ryg. Den lille pige kom ud af kassen, og hun kiggede på mængden med sit oppustede ansigt, og hun skreg, og lyset forsvandt fra hendes øjne, og hun græd efter den tredje pige i kassen. Kassen blev forseglet, og ilden gik ud, og kassen lukkede i. Ilden gik ud. Lyset gik ud. Publikum tørrede sig i øjnene, og bandet spillede dyster musik. Den lille pige dansede for sit liv i måneskæret, hendes støvlesåler flagrede i vinden, og hun tog en grøn dåse frem fra sine bukser, som var omtrent en meter lang, og hun hældte en dråbe vand ud af den. Efter et stykke tid kom præsten ind med en flaske, og den var tre meter lang, og han hældte en dråbe vand ud af den. Og efter et stykke tid kom kirurgen ind med en flaske, og den var fem meter lang, og han hældte en dråbe vand ud af den. Og efter et stykke tid kom lægen ind med en kasse med en ventil, og han udløste en lille bombe, der sprøjtede vand ud over det hele, og ingen turde spørge, hvor den lille pige havde fået den ide fra. Kassen landede midt i menneskemængden. Publikum åbnede den. Og der var krystalklart vand indeni. Publikum indså, hvad der var sket. Lægen var død.
Kommentarer
Send en kommentar