bjørnekloen triller i march nedad, bakkedraget igennem ruintomterne. regnen står stille i græsset, de små sten ligger — nærmest ikke stille — imellem mælkebøtterne. derovre har man bygget et skur ovenpå skuret. rødlilla skeletter foran i ukrudtets takkede blade defilerer af sted på stedet, himlen himler lærredhvidt i bestemt ental, fuglene er der kun lyd ud af, og en skovl ligger stadig i bryggerset og sover til middag, jeg vågner sådan, som mosset på stengær- det flimrer i øjnene grønne: birketræet tyndt og i skærmydsel mod kompositionen, omgivet af en pubesfrisure i kraftigt siv, mælkebøttestænglerne, et tingel tangel med rumskibshoveder og bøjede nakker, et spindel af vitret dynd i forsigtig potens og et hold andre blomster, en smule fortrængt, væk fra græsset, her er fodkoldt og havestolene er i knæ, fejebakken står og er — et samlesæt til våbenskjold på den støvede opsats i et hjørne af køkkenet, hvor døren åbner indad ud mod det fri, der sidder et vindue for hvert et vindue...
Kommentarer
Send en kommentar