Gå videre til hovedindholdet

 

på en rød ladeport





*





                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                      morgenlyset                             skraldemændene                             lystre                         

                                                                                                                                                                               morgenlysets                                                                                                                                                                                                             egentlige politistyrke                                                                                                                                                                                                            da så de                                                                                                                                                                                                             lystrer ikke                                                                                                                                                                                                            en vædder, hvis hoved sad fast i en tornebusk                                                                                                                                                                                                             savner                                                                                                                                                                     glasset på køkkenbordet                                                                                                                                                                         forår, selvom der aldrig faldt sne i år, er det forår                                                                                                                                                                                                              det mindste vink                                                                                                                                                                                                             siler splintret igennem                                                                                                                                                                                                             projektørlys                                                                                                                                                                                                             udspændte reb på tørreloftet                                                                                                                                                                                                             første 

nat, tååge — selv under solen tidligere                                                                                                                                                                                                             her                                                                                                                                                                                                             nattens tåååge                                                                                                                                                                                                             og nu                                                                                                                                                                                                             det hvide skær mellem her og nu                                                                                                                                                                                                             skal vi grundlægge                                                                                                                                                                                                             tindrende                                                                                                                                                                                                             som ynkes                                                                                                                                                                                                             tør svagt antydes                                                                                                                                                                                                             som en flækket træsko                                                                                                                                                                                                            vores trodssamfund                                                                                                                                                                                                             blussende pink                                                                                                                                                                                                             og om det jeg ved var mene kunne skabes                                                                                                                                                                                                              det var i den sol                                                                                                                                                                                                              tååge                                                                                                                                                                                                             skrydende                                                                                                                                                                                                              sprang ikke                                                                                                                                                                                                             hvorfor ikke ikke ikke                                                                                                                                                                                                             ud i floden som en åkande                                                                                                                                                                                                             din munds hulrum                                                                                                                                                                                                            midterskilning                                                                                                                                                                                                             marmorbrud                                                                                                                                                                                                             her mejsles                                                                                                                                                                                                             mellem festen  og videnskaben                         bag solen                                                                                                                                                                                                             birkebarken                                                                                                                                                                                                             selv birkebarkens vrang                                                                                                                                                                                                             morgenslysets egentlige politistyrke                                                                                                                                                        stemmer i dur      

                                                                                                                                                                                                         sidder og bobler                                                                                                                                                 langt nede                                                                                                                                                 i stolen                                                                                                                                                 i solen                                                                                                                                                 som en anden                                                                                                                                                 heraklit                                                                                                                                                 nedspildt                                                                                                                                                 spruttende af syre                                                                                                                                           i jean-paul marats badekar                                                                                                                                                        I                                                                                                                                                 fucking                                                                                                                                                 stemningsmennesker                                                                                                                                                 alle til hobe                                                                                                                                                 ikke at tro                                                                                                                                                 på det blivende                                                                                                                                                 i ethvert nu, poesien                                                                                                                                                 tungt snehvidt                                                                                                                                                 augakkorder                                                                                                                                                 på asfalten                                                                                                                                                 smeltevandet rinder over                                                                                                                                                 hvorfor vil I                                                                                                                                 forknyt                                                                                                                                                 blive under                                                                                                                                                 neglene på hinanden                                                                                                                                                 vi forlader os vel                                                                                                                                                 på vores brud                                                                                                                                                 som ensom is                                                                                                                                                 spotlys                                                                                                                                                 strøet                                                                                                                                           med løs hånd                                                                                                                                                        i brisen                                                                                                                                                 fra det sorte vindue                                                                                                                                                 og hvis                                                                                                                                                 endelig                                                                                                                                                  det skal være                                                                                                                                                 i problemer                                                                                                                                                 i det mindste                                                                                                                                        drukne                                                                                                                                                 i fægterstilling                                                                                                                                                 med lysvæld                                                                                                                                                 bag lysvæld

                                                       bag øjnene                                                                                                                                            krybende ind under dem                                                                                                                                          drøj sæbe                                                                                                                                                       klæbende                                                                                                                                                 hvid cement                                                                                                                                       over himlen                                                                                                                                               orkestreret ud fra en enkelt klaverstemme                                                                                                                                                

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

* Døren fløj op, og vinduet smækkede i. Stueplantens blade hvislede i brisen, og solen spillede i dem. Vinduet fløj op, og døren smækkede i, og en bog væltede ned fra hylden, så glasset med vand i, det væltede ned på gulvet. Og bogen fulgte glasset ned på gulvet. På gulvet lå bogen åben. Indtil den smækkede i, og døren fløj op. Solen bragede ind. Den var læderindbunden. Vinduet smækkede i og fløj op, og døren smækkede i. Vandet flød langsomt over gulvet, og solen spejlede sig i den krybende pøl over sildebensparkettet. Planten groede i karmen, mens solen spillede i bladene, men da flød en sky ind over solen, men forsvandt igen, og planten var i mellemtiden blevet enorm, og vinduet smækkede i. Af knækkede en stængel, da vinduet smækkede i og siden fløj op igen, og såret væskede. Vandet havde samlet sig i en rund pyt og lå på gulvet, og i både det væskende sår og pytten, som den krybende pøl havde samlet sig til, skinnede solen. Før fløj solen op på himlen, men nu smækkede den i, og vind...
oversættelse af Pere Quart (Joan Oliver) (uden titel)                                            Sobre el pecho almidonado la cabeza.                                                     – García Lorca Ubrugelige stjerne, ubrugelige klokke! Forkrøblede tid. Sorte nat vindfyldt, askefyldt, olieret og porøs. Allerede i din feluke med usynlige sejl — linedanser på svajende horisonter — ror du, vandrer, afspores på kanten af en afgrund betrukket med ild og is, inferno af kulde i lukkede øjne! Du, med ...
totalt uautoriseret Gennadij Ajgi-oversættelse (jeg mistede engang den samling, jeg havde af Ajgis digte oversat til engelsk, på rengøringsjob i et rejseselskabs kontorlandskab, og fik den aldrig tilbage … jeg håber, men det er usandsynligt, tror jeg, at nogen stjal den … herunder er titeldigtet) ENDNU ENGANG — IND I SNEEN og du begynder at synge — og jeg er forsvindende langsomt ind i sneen (som før: en figur mørknende i skumringen et eller andet sted langt borte) og det brækkede bræt dukker op der — imellem ruinerne i det forladte skur (de sang hviskede så græd længe siden — synes det af stor glæde) og på afstand åbnes som i en drøm skoven — og du synger (selvom — du ikke skal for det er allerede ovre) du fortsætter (selvom selv uden os er evigheden allerede i modning glitrende som guld) du fortsætter selvom du er ved at formummes for meget til at synge. * og et andet Ajgi-digt, som findes i en samling af Vladimir Jakov...