—

100622

myge rølliker, fast approaching. men bløde mod kinden, k-lyden klæder deres stængler, når de trevler, når de,

nettoskiltet lyser ovenover. to duer mosler rundt med hovedet dybt stukket ned i det nyslåede græs, stokroser

idet en dis drev forbi, åbnedes som ved en barnenegl. splintvedet er flintret af af flintesten, der sprang ud

frem fra barrikadernes yderste revle. syrener i bunkevis før folkeskolen, sæbebobleruder i komponentbyggeriet

af bålet, i hvis blanke flade, vi ridsede efter vores spejlinger med gnistehjulet fra den gule lighter. under

blå time, men alt det grønne, grønne, og det lyser, det hele. træet spirer simpelt hen over busskuret — under

os gærer det så orange i dyndet og det danser, myggene danser, og hvis vi kiggede op, ville vi se, her hænger

gadelampen, og gadelampen lyser i lyset, og månen lyser ikke, men skinner, en splintret rude under gadelampen

endnu en vanvittig sol. du i din langærmede hvide, jeg alene her i det mest nothing, som jeg kunne finde uden

som det føles efter lige at have ramt den med skinnebenet, og her blomstrer som skøn betændelse. i baghovedet

at skulle lede. her ligner sig selv: der er ingen forskel på forskellene, og foråret: jeg hørte en oversætter

ulmer blyviolerne så blu som i et ærmegabsdyb, et violinkassemørke. tilværelse uden aftaler. chem trails står

forleden fortælle om en forfærdelig fortælling, han forestod fordanskningen af: et fugtigt mørke, og sådan er

tegnet med bred pensel, hvor de rødmer så rosy og shakily hen på himlen. jeg lægger mig på madrassen og åbner

det virkelig, en frø kvækker. her vrikker du nu om i hensynsled uden din accept; accelereres i stedet mindet.

mine øjne, lad os gemme os i jasminen; have alle vores forhold til fælles. se, hvilken hvid anemone og ingens