Gå videre til hovedindholdet

mit caspar eric-digt

jeg kan ikke tage hjem
til min mor pga. 
coronavirus efter
den erkendelse
åbnede jeg en banan
på en lidt
vred
måde
og sidder nu med den
i
munden
tidligere i dag
ringede jeg til min mormor
hun var glad for at høre fra mig
og ret bekymret
for hele situationen 
hun var fuldstændig
på linje
med dronningen
og havde takket
nej 
til kaffe
hos sine naboer
nu tager jeg bananen ud af munden 
man skal huske at spise nok
men jeg glemmer det
jeg bliver for nemt forelsket
og jeg går først i seng når jeg kommer i tanker 
om mit helbred
forhåbentlig kan vi bruge
de her dage
på at 
ja
vi er alle sammen enige om
at det er fint
en tid
også at finde sig selv
men vi bliver også væk
fra os selv
når vi ikke kan se os selv
i hinandens ansigter
det er sådan
rumi også siger
der tror jeg simpelthen
på poesien
også den
der er bedre end 
indeværende
fordi
blikket bliver dovent
af at leve
indendøre
så ja
forhåbentlig kan vi
bruge vores dage
jeg aftalte med min mormor
vi skulle begynde
at spille wordfeud igen
hun sagde
du vinder sikkert
og jeg sagde
jeg spiller for at vinde
og så grinte vi lidt
hun sagde
hun har tv'et kørende 
det meste
af dagen 
fordi hun føler sig lidt ensom
og jeg fik dårlig samvittighed
over ikke at besøge hende nok
og nu
kan det ikke lade sig gøre
jeg havde overvejet 
at tage til aalborg
og bo hos min mor
men undgå at se
min mormor 
fordi hun
selvom hun bliver 100 år
stadig er gammel nu
at det måske kunne være en løsning
men det er
usolidarisk
og vi bliver nødt 
til at tro
på solidarieten
også selvom
det er latterligt at have et kongehus 
så er dronningen
en queen bitch 
for min mormor
også selvom
regeringen sniger en masse privat-
og alm. livsundergravende pis
med i lovpakkerne 
så er der
informationskilder udenom 
det der
som jeg i øvrigt
stadig ikke aner
hvem der har stemt på altså
et samfund
som findes
jeg betragtede brønshøj sø
fra samtlige vinkler i dag
jeg tog mig
enorm tid
og lærte ingenting
på vej hjem
til karantænen
i sofaen
sagde jeg tak
for i dag
til en kat
og for at den ventede med at krydse vejen
til jeg havde passeret
jeg håber I
er ok 
derude
også med jeres respektive
roommates 
husk at drikke cola
hvis I har lyst

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

* Døren fløj op, og vinduet smækkede i. Stueplantens blade hvislede i brisen, og solen spillede i dem. Vinduet fløj op, og døren smækkede i, og en bog væltede ned fra hylden, så glasset med vand i, det væltede ned på gulvet. Og bogen fulgte glasset ned på gulvet. På gulvet lå bogen åben. Indtil den smækkede i, og døren fløj op. Solen bragede ind. Den var læderindbunden. Vinduet smækkede i og fløj op, og døren smækkede i. Vandet flød langsomt over gulvet, og solen spejlede sig i den krybende pøl over sildebensparkettet. Planten groede i karmen, mens solen spillede i bladene, men da flød en sky ind over solen, men forsvandt igen, og planten var i mellemtiden blevet enorm, og vinduet smækkede i. Af knækkede en stængel, da vinduet smækkede i og siden fløj op igen, og såret væskede. Vandet havde samlet sig i en rund pyt og lå på gulvet, og i både det væskende sår og pytten, som den krybende pøl havde samlet sig til, skinnede solen. Før fløj solen op på himlen, men nu smækkede den i, og vind...
Send en kommentar
Læs mere
oversættelse af Pere Quart (Joan Oliver) (uden titel)                                            Sobre el pecho almidonado la cabeza.                                                     – García Lorca Ubrugelige stjerne, ubrugelige klokke! Forkrøblede tid. Sorte nat vindfyldt, askefyldt, olieret og porøs. Allerede i din feluke med usynlige sejl — linedanser på svajende horisonter — ror du, vandrer, afspores på kanten af en afgrund betrukket med ild og is, inferno af kulde i lukkede øjne! Du, med ...
Send en kommentar
Læs mere
totalt uautoriseret Gennadij Ajgi-oversættelse (jeg mistede engang den samling, jeg havde af Ajgis digte oversat til engelsk, på rengøringsjob i et rejseselskabs kontorlandskab, og fik den aldrig tilbage … jeg håber, men det er usandsynligt, tror jeg, at nogen stjal den … herunder er titeldigtet) ENDNU ENGANG — IND I SNEEN og du begynder at synge — og jeg er forsvindende langsomt ind i sneen (som før: en figur mørknende i skumringen et eller andet sted langt borte) og det brækkede bræt dukker op der — imellem ruinerne i det forladte skur (de sang hviskede så græd længe siden — synes det af stor glæde) og på afstand åbnes som i en drøm skoven — og du synger (selvom — du ikke skal for det er allerede ovre) du fortsætter (selvom selv uden os er evigheden allerede i modning glitrende som guld) du fortsætter selvom du er ved at formummes for meget til at synge. * og et andet Ajgi-digt, som findes i en samling af Vladimir Jakov...
Send en kommentar
Læs mere