oversættelse af Rumi
Barndomsvenner
Du har måske hørt, at det er kutyme for konger
at lade krigere stå til venstre for sig, hjertets side,
og modets. Til højre placerer de kansleren,
og diverse sekretærer, fordi kundskaben
med bogholderi og skrivning normalvis hører til
på højre hånd. I centrum,
sufierne,
fordi de i meditationen bliver til spejle.
Kongen kan se deres ansigter,
og se sin oprindelige forfatning.
Giv de smukke spejle,
og lad dem forelske sig i sig selv.
Sådan polerer de deres sjæle,
og vækker erindring i andre.
En nær barndomsven kom engang og besøgte Josef.
De havde delt de hemmeligheder, børn fortæller hinanden,
når de ligger på deres puder om natten
før de falder i søvn. Disse to
var fuldstændigt ærlige
overfor hinanden.
Vennen spurgte, “Hvordan var det, da du indså
dine brødre var jaloux, og hvad de planlagde at gøre?”
“Jeg følte mig som en løve med en lænke om halsen.
Ikke nedværdiget af lænken, og uden at klage,
men bare med en lyst til at min styrke blev anerkendt.”
“Hvad med nede i brønden, og i fængslet?
Hvordan var det da?”
“Som månen når den bliver
mindre, men bevidst om at fuldendtheden kommer.
Som et perlefrø stødt i medicinmorteren,
som ved den nu vil blive lyset i et menneskes øje.
Som et hvedekorn der bryder ud i jorden,
så vokser, så bliver høstet, så knust i møllen
til mel, så bagt, så knust igen mellem tænder
for at blive et menneskes dybeste forståelse.
Tabt i kærlighed, som de sange, gartnerne synger
natten efter de har sået frøet.”
Der er ingen ende
på noget af dette.
Tilbage til noget andet, den gode mand
og Josef talte om.
“Åh, min ven, hvad har du
bragt mig? Du ved en rejsende ikke bør ankomme
tomhændet til døren hos en ven som mig.
Det er at gå til møllen uden din hvede.
Gud vil spørge ved din genopstandelse, ‘Bragte du mig
en gave? Glemte du det? Troede du ikke,
du ville møde mig?”
Josef drillede videre,
“Kom så. Jeg vil have min gave!”
Gæsten begyndte, “Du kan ikke forestille dig, hvor jeg har ledt
efter noget til dig. Intet virkede passende .
Du ville ikke tage guld med ned i guldminen,
eller en dråbe vand til Omans hav!
Alt, jeg kom i tanker om, var som at bringe kommenfrø
til Kirmanshah, hvor kommen kommer fra.
Du har alle frøene i din lade. Du har endda min kærlighed
og min sjæl, så jeg kan ikke bringe dig disse.
Jeg har bragt dig et spejl. Se på dig selv,
og husk mig.”
Han tog spejlet fra hans kappe,
hvor han gemte det.
Han er værens spejl?
Ikke-væren. Bring altid et spejl for ikke-væren
som en gave. Enhver anden gave er tåbelig.
Lad den stakkels mand se dybt ind i gavmildheden.
Lad brødet se en sulten mand.
Lad pindebrændet se en gnist fra flinten.
Et tomt spejl og dine værste destruktive vaner,
når de er holdt op mod hinanden,
det er der den virkelige skabelse begynder.
Det er, hvad kunst og håndværk er.
En skrædder behøver et revet stof til at øve sin kunnen.
Træers stammer må hugges igen og igen,
så de kan blive brugt til godt tømrerarbejde.
Din læge må have brækket ben at læge.
Dine mangler er de måder, hæder binder sig.
Hvem end der ser klart, hvad er sygt i ham selv,
begynder at gallopere undervejs.
Der er intet værre
end at tænke du har det godt nok.
Mere end noget andet, blokerer
selvtilstrækkelighed arbejdet.
Se din nedrighed i et spejl, og græd.
Lad den selvtilfredshed løbe fra dig!
Satan tænkte, “Jeg er bedre end Adam”,
og det bedre end er stadig stærkt i os.
Dit strømmende vand ser måske rent ud,
men der er urørt stof på bunden.
Din sheik kan grave en sidekanal,
som leder slammet væk.
Betro dit sår til en mesters kirurgi.
Fluer samler sig på et sår. De dækker det,
disse fluer af dine selvbeskyttende følelser,
din kærlighed, til hvad du tror er dit.
Lad en mester vifte fluerne væk
og putte et plaster på såret.
Vend ikke hovedet væk. Hold øje
med det tilplastrede sted. Det er der
lyset kommer ind i dig.
Og tro ikke et eneste øjeblik
at du er ved at hele dig selv.
Kommentarer
Send en kommentar